Er du vores nye kommunikationsansvarlige?

CHART søger kommunikationsansvarlig

 

Kan du tænke stort, skrive skarpt og kan du planlægge og eksekvere historier på tværs af platforme, så de er relevante for nationale og internationale journalister og gæster? Trives du i et kreativt miljø med internationalt udsyn? Så er det måske dig, vi leder efter som kommunikationsansvarlig til næste års CHART.

 

Vi er på udkig efter en person, som kan lide at tænke stort og strategisk. Én som kan se, eller skabe, en god historie og gøre den relevant for et bredt publikum. Én med en god pen og et flot sprog på både dansk og engelsk. Én med forståelse for sociale medier og evnen til at tænke på tværs af markedsføring, kampagner, sociale medier og national og international PR.

 

Om stillingen:
– Du får ansvar for CHARTs samlede kommunikationsindsats, der dækker fra kommunikationsplanlægning, markedsføring og grafisk produktion til praktisk gennemførelse
– I tæt samarbejde med CHARTs direktør og kerneteam står du for den samlede kommunikationsindsats, og du skal kunne engagere et mindre team af freelancere, praktikanter og frivillige til at løfte opgaven sammen med dig
– PR og pressearbejde er centrale opgaver og løses sammen med vores internationale PR-partner
– Planlægning og udføring af markedsførings- og mediepartnerskaber, samt produktion af alt marketingmateriale
– Udarbejdelse af tekster til program, pressemeddelelser og nyhedsbreve rettet forskellige målgrupper og etablering af tone of voice på sociale medier

 

Om dig:
– Du er stærk til planlægning og kan tænke både stort og eksekvere detaljer
– Du skriver godt og er kvalitetsbevidst i alt, hvad du laver
– Sociale medier og sammenhænge på tværs af platforme ligger dig helt naturligt
– Du har erfaring fra en tilsvarende kulturorganisation, bureau eller lignende og muligvis en faglig baggrund indenfor kommunikation, journalistik eller lignende
– International erfaring er et plus
– Ideelt set kender du kunstverdenen og har indblik i design- og arkitekturbranchen

 

Praktisk:
– Stillingen er et barselsvikariat på fuld tid
– Opstart snarest muligt, senest 1. februar 2019. Varighed 8 – 10 måneder afhængig af opstart
– Send din ansøgning på max. 1 A4 + CV senest den 3. december, men gerne før på press@chartartfair.com. Samtaler afholdes den 7. december
– Spørgsmål rettes til enten CHARTs direktør Nanna Hjortenberg, 30263034, eller Deputy Director Isabella Hemmersbach for specifikke spørgsmål om arbejdsopgaver, 29912671

 

 

Om os:
CHART er en årlig tilbagevendende kunstbegivenhed, der med afsæt i Københavns styrkepositioner inden for kunst, arkitektur og design samler et stort internationalt og nationalt publikum. Over tre dage fejres den kunstneriske praksis indenfor kunst, arkitektur og design, og fokus spænder fra helt unge, ofte nyuddannede talenter over professionelle kuratorer og formidlingsinstitutioner, til internationalt anerkendte kunstnere, gallerier og aktører. I 2018 havde vi 28.500 besøgende og omtale i bl.a. Wallpaper*, Die Zeit og Il Sole 24 Ore.

 

Vi er et lille hårdtarbejdende sekretariat med internationalt udsyn. Arbejdssproget er både dansk og engelsk. Vi har kontor på Charlottenborg i hjertet af København og er del af et dynamisk miljø, der tæller Kunstakademiet, Kunsthal Charlottenborg og Apollo. Vi glæder os til at høre fra dig.

Related stories